April
solens corona skinner/lyser på sjælens
tag ryg gråden af glemte håb hænger
i himlens heroin hvide hallucinationer
Franck Thomas Staub
Marts
himlens bræmme solens
sidste blinde stå sted på sjælens tag
ryg søjlen af tusinde stjerner i
nat mørkets blodige kys
Franck Thomas Staub
Februar
lytter til tiden står stille glemt bag
sekund viserens sidste slag solen
i zenit en corona lyser om hjertets
blinde takt
Franck Thomas Staub
Januar
Dråberne skinner som sølv
i det nøgne træ
stammen sortgrøn blå
af væde vinter
himlen en hvid dug
spændt ud som tag
mine skridt tunge
iblandt blade
fugtig leret jord
en duft af gamle skosåler
lodne frakker ældgamle kys
længere fremme i brynet
prikker solen sig frem
gløder i det mosgrønne
om din hals
øjeblikkets usynlige frost
drypper blod
i tusmørkets vase
Franck Thomas Staub
December
det sig i alle hjerter tænder
når lyset i mørket vender
skoven dyb i sin stille ro
alle leder vi efter vores tro
vi med vores hænder
sagte lys tænder
himlen i al sin magt blåner
hvert et barn den skåner
her er en stille fred
ved hver en eneste bred
her driver den hvideste sky
som var vi alle født på ny
Franck Thomas Staub
November
november lyset hænger i vindens striber under himlens grå hvide tæppe fald er fuglene forlængst trukket hjem løse skutter sig på byens torve i lodne frakker med flasker i lommerne ligger tobaks rester side om side med gamle kærligheds breve hånd skrevne på linjerne i livets ansigter
Franck Thomas Staub
Oktober
Grå
Tilbagetrukket i det grå
min barndoms grå, min ungdoms grå.
Efterår og aldrig morgen,
eftermiddag uden aften,
gråt uden tåge, langt fra steder
hvor det som gælder foregår.
Lyd af hav, grå kampesten
og ingen længsel bort.
Indfoldet lydhørt i det grå,
en mulighed, som vil forblive
mulighed, og intet mer.
At sidde på en kampesten
ved havet, lydhørt i det grå,
at være dér, og være til
og høre bølgeslag og vind
og intet andet – sker for den
som glemmer alt og kun er sind
forskrevet til det grå.
Og halvt usynlig til er den
som ingen venter på
Torkild Bjørnvig
September
ordene brænder
bort
på himlens heroin
hvide væg
luft
kasteller driver
om kap
med blinde skyer
bag horisontens tråd
lyden af en kvinde
banker rust
af tilværelsens
ubesvarede opkald
Franck Thomas Staub
(“blinde skyer” skal krediteres
Kenneth, en af Francks skrivekunst-elever)
August
kysser
lysets læber
i ly
af valmuer
et øje
blik i det sol
gule korn
på himlen træner fugle i
at trække hjem
i V.formationer
som skåret ud
af ende
løse erindringer
Franck Thomas Staub
Juli
Natten bøjer sig i
vækst
Og dagene vasker
dit ansigt
Du træder gennem
søvnen
Og åbner en dør
til solen
Dér, ikke i dit eget
lys
Bærer du kroppen
Strømmet igennem
af blod
Dér er du menneske
nu
Og du går for at
finde din tid
Michael Strunge
Juni
når nu noget
brænder ud
samler vi gløderne i glas øjets
blik stille favntag
puster til ilden
i vores livs for længst
påsatte bål
dengang vores barndom
lå samlet
i pyramide spidse bunker
af livets
lysene partisan drømme
Franck Thomas Staub
Maj
et sidste piskesmæld
en fane græder ud
ved nældens rod
løse lignelser
på sjælens tag
ryg
søjlen af smertens
Franck Thomas Staub
April
vinteren går hen
i langgrønne gummistøvler
fanger forårsfisk
i stimer
bag vand
spejlenes lysene lykke
trækker vod
i en anderledes ventileret verden
Franck Thomas Staub
Marts
I nat
flytter ind i
dit rum
mellem ild
fluesang
cirklens midte
Franck Thomas Staub
Februar
Februar feber frie
fravær af frost blå
læber blod
røde kys
midt i manegen
står tiden stille
som glas øje
blikke af tavs tro
Franck Thomas Staub
Januar
Nyt
år
reder op
til en fremmed der
længe har
banket på
min dør
Franck Thomas Staub
December
det sig i alle hjerter tænder
når lyset i mørket vender
skoven dyb i sin stille ro
alle leder vi efter vores tro
vi med vores hænder
sagte lys tænder
himlen i al sin magt blåner
hvert et barn den skåner
her er en stille fred
ved hver en eneste bred
her driver den hvideste sky
som var vi alle født på ny
Franck Thomas Staub
November
Dråberne skinner som sølv
i det nøgne træ
stammen sortgrøn blå
af væde vinter
himlen en hvid dug
spændt ud som tag
mine skridt tunge
iblandt blade
fugtig leret jord
en duft af gamle skosåler
lodne frakker ældgamle kys
længere fremme i brynet
prikker solen sig frem
gløder i det mosgrønne
om din hals
øjeblikkets usynlige frost
drypper blod
i tusmørkets vase
Franck Thomas Staub
Oktober
Kan kun dø
resten er objektive
fejltagelser
begået i rum
uden humor
Franck Thomas Staub
September
Regnskyl dufter
af forsinket barndom
tegner sit atlas
i sandet
lægger sine dråber
på spæde blade
Jeg hænger ned fra himlen
i de tråde erindringen
har rykket op ved hårene
Franck Thomas Staub
August
Ingen har så
længe..igen de svarer
rent på guds
spørgsmål resten har
hinanden
mellem hænderne
Franck Thomas Staub
Juli
hækler tårer
ud af solen
stråler i områder
af befriet mørke
bærer vand
gennem lysets rester
blodet løber i bane
legemerne
fodspor på himlens hengivenhed
Franck Thomas Staub
Juni
du er
sværm
nål hud nåde
hænder
at skulle dø
tiden er en dråbe du
aldrig når at
røre
Franck Thomas Staub
Maj
ca. et tidstab
afstanden i rosernes række
følge
regndråbernes spinkle liv
kastet rundt i den tynde vind
fang mig før fraværet
igen sover til middag
som i gamle dage
nu sidder alder
dommen i elektriske gyngestole
smiler som om verden er til
overs
Franck Thomas Staub
April
er mig mest til
overs for tro
lægger mig min smerte
i bero
er mig den der forsvinder
den mig mest vinder
så lang tiden er
så langt vinteren holder
på sine bær
Franck Thomas Staub
Marts
Er du ensom
så vær det
du vil få stort selskab
omsider
Gunnar Ekeløf
Februar
vi er dem vi er
gøglere gengangere
af Guds nåde
vi er indrømmet mærket
af livet
i lyst og længsel
vi er dem de andre
ikke vil lege med
vi er dem
hvor den korteste snor
er lang
så lang som intet blegner
når først månen lyser
i manegens favn
Franck Thomas Staub
JANUAR
klatrer gennem
mørkets mund
en strøm af sprog
gennem tiden
en grænseløs gentagelse
henover verdens midte
for enden af alting
har nogen møbleret et hus
af lysets rester
Franck Thomas Staub
DECEMBER
det sig i alle hjerter tænder
når lyset i mørket vender
skoven dyb i sin stille ro
alle leder vi efter vores tro
vi med vores hænder
sagte lys tænder
himlen i al sin magt blåner
hvert et barn den skåner
her er en stille fred
ved hver en eneste bred
her driver den hvideste sky
som var vi alle født på ny
Franck Thomas Staub
NOVEMBER
vandspejlinger
hudens porøse salme
luften mæt af regn
dråberne klirrer i porcelænet
du hvisker roser i min mund
buketter så store som døden
månen har sat sit plankeværk op
på den anden side
lyset kommer så fint som tråd
væv i sekundernes tøven
natten ung som dug
Franck Thomas Staub
OKTOBER
dagene findes
en forbigående smerte
en buket bundet
om livets talje
en sol pakket ind i tvivl
stenenes blankslidte hukommelse
du siger mindre end ingenting
viser mig din krop
tatoveret som et tabt sprog
Franck Thomas Staub
SEPTEMBER
Ensomheden bor i mine knogler
rasler som en forlystelse i tivoli
Jeg tager rejsen endnu engang
kommer igennem ruinøse landskaber, sorte bjerge,
forladte byer og svovlgule marker
Alt er kendt og dog nyt
alt synes cirkulært, i kredsløb omkring
bedrag og tab
At savne sig selv
uden at vide hvem det er
Håbet ligger i det lys
din kærlighed bringer
Franck Thomas Staub