Juni
Du er
sværm
nål hud nåde
hænder
at skulle dø
tiden er en dråbe du
aldrig når at
røre
Franck Thomas Staub
Maj
ca. et tidstab
afstanden i rosernes række
følge
regndråbernes spinkle liv
kastet rundt i den tynde vind
fang mig før fraværet
igen sover til middag
som i gamle dage
nu sidder alder
dommen i elektriske gyngestole
smiler som om verden er til
overs
Franck Thomas Staub
April
er mig mest til
overs for tro
lægger mig min smerte
i bero
er mig den der forsvinder
den mig mest vinder
så lang tiden er
så langt vinteren holder
på sine bær
Franck Thomas Staub
Marts
Er du ensom
så vær det
du vil få stort selskab
omsider
Gunnar Ekeløf
Februar
vi er dem vi er
gøglere gengangere
af Guds nåde
vi er indrømmet mærket
af livet
i lyst og længsel
vi er dem de andre
ikke vil lege med
vi er dem
hvor den korteste snor
er lang
så lang som intet blegner
når først månen lyser
i manegens favn
Franck Thomas Staub
JANUAR
klatrer gennem
mørkets mund
en strøm af sprog
gennem tiden
en grænseløs gentagelse
henover verdens midte
for enden af alting
har nogen møbleret et hus
af lysets rester
Franck Thomas Staub
DECEMBER
det sig i alle hjerter tænder
når lyset i mørket vender
skoven dyb i sin stille ro
alle leder vi efter vores tro
vi med vores hænder
sagte lys tænder
himlen i al sin magt blåner
hvert et barn den skåner
her er en stille fred
ved hver en eneste bred
her driver den hvideste sky
som var vi alle født på ny
Franck Thomas Staub
NOVEMBER
vandspejlinger
hudens porøse salme
luften mæt af regn
dråberne klirrer i porcelænet
du hvisker roser i min mund
buketter så store som døden
månen har sat sit plankeværk op
på den anden side
lyset kommer så fint som tråd
væv i sekundernes tøven
natten ung som dug
Franck Thomas Staub
OKTOBER
dagene findes
en forbigående smerte
en buket bundet
om livets talje
en sol pakket ind i tvivl
stenenes blankslidte hukommelse
du siger mindre end ingenting
viser mig din krop
tatoveret som et tabt sprog
Franck Thomas Staub
SEPTEMBER
Ensomheden bor i mine knogler
rasler som en forlystelse i tivoli
Jeg tager rejsen endnu engang
kommer igennem ruinøse landskaber, sorte bjerge,
forladte byer og svovlgule marker
Alt er kendt og dog nyt
alt synes cirkulært, i kredsløb omkring
bedrag og tab
At savne sig selv
uden at vide hvem det er
Håbet ligger i det lys
din kærlighed bringer
Franck Thomas Staub